Skrevet af Sebastien Tutenges
25/3-2002
Indledning
Forleden fik jeg en lille folder, der handler om eksil-tibetanerne og om den akutte fare som tibetansk kultur antageligt befinder sig i. Ifølge folderen er Tibet idag besat af nabolandet Kina, der systematisk har forsøgt at eliminere den tibetanske kultur i håbet om, at det tibetanske folk dermed skulle blive mindre rebelsk og lettere at styre.
Problemstillingen, som folderen behandler, er klassisk indenfor antropologien. En lille skrøbelige kultur trues af en aggressiv, ekspanderende stormagt (stormagten plejer dog at være "vesten"). Selvom problemstillingen er klassisk og teoretisk gennemtærsket, ønsker jeg i denne opgave at tage den op og forhåbenlig danne mig et lille overblik over den.
Spørgsmålet jeg vil beskæftige mig med er, hvorledes kulturelle enheder kreeres og eventuelt destrueres i en verden, hvor mennesker altid allerede er i forbindelse og i bevægelse. Hvorledes kan det ske, at enheden "tibetansk kultur" skiller sig ud fra sin kontekst og pludselig trues af at blive opslugt igen.
Som en lille opvarmning vil jeg indledningsvis se på Gregory Batesons syn på menneskelige fællesskaber. Dette vil lede mig over til en diskussion af en artikkel af Marshal Sahlins og dernæst en artikkel af Arjun Appadurai. Opgavens "Afrunding" er opsummerende og vil indeholde et (noget firkantet) bud på, hvilken form for virkelighed forskellige kulturbegreber er med til at producere.
Kultur som kybernetisk system
Bateson mener, at den enkelte menneskekrop og mennesker indbyrdes grundlæggende er organiseret efter de samme principper.
Menneskekroppen kan ses som et samlet system, der består af en række indbyrdes afhængige og konkurrerende organer. Systemet af organer er selv-korrektivt og konservativt, i den forstand, at systemet søger at bevare status quo. Budskaber flyder konstant mellem organerne, der fungerer i en velafpasset balance. Bateson nævner, at selvom kroppen er et forbundet hele, så er den af "økonomiske" hensyn segmenteret i f.eks. organer, celler, hud etc. Denne opsplitning er nødvendig for kroppens balance og fortsatte beståen.
Bateson mener, at mennesker ligeledes organiserer sig i samfund, der er segmenteret i selv-korrektive og konservative systemer (1968:429-432).
Mennesker gruperer sig altså i samfund, der på trods af udefra kommende påvirkning søger at bevare en særlig karakter og udformning.
Kultur som strukturel helhed
Ligesom Bateson, mener også Sahlins, at mennesker organiserer sig i separate systemer, der over tid vil have en tendens til at bevare en særlig udformning.
Systemerne eller kulturerne er ifølge Sahlins i en varig indbyrdes interaktion og forandring, men dette betyder ikke, at de flyder helt sammen i et monotont og selvidentisk hele. Sahlins bestemmer det kulturelle som et system af forskelle, og en kulturs særegenhed er at se i dens kulturelt specifikke måde at forandre sig på. Kulturer fungerer efter en slags "bricholage"-princip, hvor udefrakommende elementer indkorporeres i en specifik kulturel orden.
Sahlins vender sig (bl.a.) mod de dekonstruktivistiske tendenser i antropologien, der i en lang periode har søgt helt at opløse kulturbegrebet. Dekonstruktivisterne hævder, at forestillingen om sammenhængende kulturer er den rene illusion, som indfødte folk fejlagtigt tror på og lever efter. Sahlins hævder imidlertid, at dekonstruktivisterne overser de kulturelle systemers evne til at transformere sig og indkorporere fremmede elementer, og at de istedet ser kulturenes foranderlige og åbne karakter, som et udtryk for at kulturer slet ikke har grænser eller struktur.
Kultur som projekt
Både Bateson og Sahlins lægger vægt på, at kulturer er i et nært udvekslingsforhold med deres omverden. Produkter og ideer flyder på tværs af de kulturelle grænser, og dette er ifølge Sahlins med til at skabe den kulturelle særegenhed. Den enkelte kultur organiserer sig i relation til andre kulturer.
Det er i denne sammenhæng, at kultur kan ses som et projekt. En enhed, der aktivt og konstant produceres i relationen til den omgivende verden.
Arjun Appadurai uddyber denne forståelse af kultur. Appadurai ser lokalt fællesskab og organisation som en skrøbelig social opnåelse. Lokalt fællesskab er ikke noget, der bare er givet, men er noget som folk konstant må arbejde for at kreere og opretholde. Folk har på tværs af tid og rum arbejdet på dette projekt på forskellige måder. Appadurai nævner bl.a., at overgangsritualer kan ses som måder at kreere "lokale subjekter". Via navngivning, tatovering, afholdendhed etc. indskrives de lokale fællesskaber i subjekters kroppe. Forskellige teknikker bruges således til at give folk en særlig position i det sociale fælleskab og gøre dem til medlemmer af gruppen.
Appadurai mener, som Sahlins, at menneskelige fælleskaber kreeres i et modsætningsforhold til en omverden, der kan være andre menneskegrupper, økologiske områder som havet, skov e.a.
Kreationen af lokale fællesskaber involverer ifølge Appadurai altid en grad af vold. Lokal samfundet skal så at sige vristes løs fra sin kontekst og gøres til en selvstændig enhed med selvstændige værdier (1995:208). Folk og værdier, som ikke passer i det kommunale projekt modificeres eller eksluderes, og lokal samfundets omverden påvirkes og produceres diskursivt og praktisk for at styrke lokal-samfundets selv-bevidste kreation.
Appadurai forklarer, at store sociale formationer som nationalstaten idag griber ind i kreationen af mindre fællesskaber. Nationalstaten fungerer ved en række magtmekanismer, der skaber en bevægelse væk fra det heterogene og uforudsigelige og mod det homogene og ordnede. Appadurai nævner bl.a., at nationalstaten kreerer en fælles historie og hukommelse, der forener dets indbyggere og skaber en følelse af samhørighed (1995:213).
Nationalstaten befinder sig imidlertid idag i en krise, der bl.a. skyldes en øget menneskelig mobilitet og den øgede hastighed, hvormed information cirkulerer. Appaduraj mener, at denne krise bevirker, at produktionen af lokale fællesskaber idag er blevet til en kamp - nationalstaten søger, at bevare dens interne sammenhold og bekæmper de lokale fællesskaber, der dukker op i f.eks. byer, som resulat af etniske grupperinger o.a.
Som jeg forstår Appadurai, vil enhver konstruktion af fællesskaber involvere homogenisering og kontrol. Magt er ikke i sig selv et problem. Hvad der foruroliger Appadurai ved nutidens fællesskabskreationer er, at det lokale alt for ofte produceres udefra. Konteksten producerer teksten i en en-vejs relation. Folk er kun i ringe udstrækning involveret i kreationen af deres egne værdier og fælleskaber og influeres i al for høj grad af store sociale formationers (som nationalstaten og multinationale selskaber) fællesskabsprojekter. Folk har fået frataget mange af deres redskaber til at producere deres egne fælleskaber og fælleskabernes omverden. Det eneste fælleskab, der trænger sig på, og som har betydning, er nationalstaten (1995: 217).
Afrunding
Jeg vil nu vende tilbage til mit spørgsmål om kreationen og destruktionen af tibetansk kultur.
Ifølge Bateson er den menneskelige organisering i separate enheder fornuftig i den forstand, at den medvirker til menneskehedens fortsatte beståen. Han mener desuden, at de kulturelle enheder søger at bevare status quo, og den lille folder om Tibet kan netop ses som et forsøg på at bevare tibetansk kultur.
Der er ingen tvivl om, at de pro-tibetanske kræfter benytter sig af tibetansk kultur i deres kamp for Tibets befrielse. Tibetansk kultur markedsføres som fredselskende, vis, økologisk venlig etc. Dette kan virke provokerende og har ført til, at flere kritikere har hævdet, at tibetansk kultur ikke er andet end en moderne kreation. Tibetanerne opfinder deres kultur, således at den falder i en vestlig æstetisk smag og således, at de kan få vestens støtte i kampen mod kineserne. Kritikere har endvidere hævdet, at kultur i det hele taget er en illusorisk størrelse, der er skabt i takt med nationalstaters ønsker om at skabe ordnede og kontrollerbare befolkningsgrupper.
Sahlins vender sig mod denne kritiske position. Han benægter ikke kulturel kreativitet, men hævder, at kreativiteten og opfindelserne følger et kulturelt specfikt mønster. Sahlins måske vigtigste pointe er, at dekonstruktionen af kultur saboterer indfødte folks fællesskabsprojekter. Argumenterer man for, at tibetansk kultur blot er en hul opfindelse, risikerer man at fratage tibetanerne deres mest virkningsfulde redskab i deres kamp for selvstændighed.
Sahlins understreger, at den antropologiske teoretiseren har indflydelse på den virkelighed, som teorien er møntet på, og påpeger, at hovedløs dekonstruktion kan svække indfødte befolkningers position.
Ved at pege på kulturel kontinuitet og sammenhæng ønsker Sahlins formentlig at bistå og styrke indfødte befolkningers politiske brug af kultur. Selvom jeg sympatiserer med hans projekt og er stærkt imod tendensen til at se kultur, som en hul og virkningsløs størrelse, der frit kan anvendes i forskellige politiske strategier, mener jeg, at han går for langt, når han ser kultur som et sammenhængende, strukteret og velafgrænset hele. Sahlins forklarer ikke fyldestgørende, hvorledes kulturelle enheder opstår og bevarer deres integritet. Han siger blot, at kultur skabes i et sammenspil med andre kulturer og henviser til en mystisk kulturel struktur, der bestemmer organiseringen af de kulturelle elementer. Sahlins viderefører en dynamisk version af Lévi-Strauss idé om en kulturel struktur og grammatik, der bestemmer og organiserer menneskelig adfærd. Dog taler Lévi-Strauss i modsætning til Sahlins aldrig om sammenhængende kulturelle strukturer - for Lévi-Strauss er det kun visse kulturelle domæner (såsom slægtskab, kunst, fortællinger etc.), der er ordnede og strukturede (1994).
Appadurai kan udfylde nogle af hullerne i Sahlins argumentation. Han forklarer, at menneskelige fælleskaber og deres kontekst aldrig er noget på forhånd givet. Den orden og homogenitet, der evt. måtte præge et samfund, er resultatet af et hårdt arbejde.
Grundlæggende kan man hos Appadurai ane to former for fællesskaber: Den dårlige form for fællesskab er overvejende produceret af kræfter, der kommer udenfor fællesskabet (dvs fællesskabets kontekst former fællesskabet); den gode form fællesskab er hovedsagligt kreeret af medlemmerne af fællesskabet.
Begge former for fællesskaber virker, i den forstand at de betinger individers adfærd. Men Appadurai begrunder i modsætning til Sahlins ikke fællesskabers og kulturers reelle virkning og eksistens med, at de er sammenhængende strukturelle enheder.
Jeg har været inde på, at den dekonstruktivistiske tilgang kan sabotere tibetanernes påstande om, at de har en bestemt kulturel identitet. Den dekonstruktivistiske tilgang har en tendens til at reducere det kulturelle til en slags vareudbud, som indvider frit kan benytte sig af.
Tekst og kontekst er noget, der uden videre kan ændres fra det ene øjeblik til det andet.
Jeg ser dog også problemer med Sahlins kulturbegreb. Jeg mener, at det er uholdbart at fremstille kultur som en sammenhængende og nærmest naturgiven størrelse, som folk automatisk fødes ind i. Det kulturelle er for mig at se ikke en homogen størrelse, men vil altid manifestere sig i et virvar af tolkninger og udlægninger. Ved at promovere Sahlins kulturbegreb risikerer man at kvæle de tibetanske kræfter, der søger at gå imod den dominerende udlægning af tibetansk kultur. Med Sahlins bliver tibetansk kultur noget alle tibetanere har til fælles, og som de forventes at leve i overensstemmelse med. For at give et typisk eksempel blev en gruppe tibetanere, der demonstrerede i Lhasas gader mod skattetrykket, set som spirituelle frihedskæmper, der vil have kineserne ud af landet. Deres budskab kom ikke igennem, fordi der er én og kun én version af tibetansk kultur.
Tekst og kontekst er skarpt adskilte størrelser. Teksten undergår evige transformationer, men bevarer et samlende, homogent særpræg.
Appadurais artikkel peger frem mod et kulturbegreb, som jeg finder holdbart, og som desuden kan være medvirkende til at producere en virkelighed, som jeg finder tiltalende. Appadurai argumenterer for, at kultur aldrig er noget givet - kultur er et aldrig afsluttet projekt, som man konstant må arbejde på at forbedre og opretholde. Tibetanernes selvfremstilling på den politiske scene er et led i kulturproduktionen - tibetanerne fremhæver de værdier de gerne vil stå for, genfortolker deres fortid og promoverer deres sag. Disse selvfremstillinger er ikke tomme konstruktioner, men er vigtige for tibetanernes selvforståelse. Appadurai gør opmærksom på, at der er en fare i, at lade udefrakommende kræfter producere en befolkningsgruppes selvforståelse. For bl.a. at undgå passivitet og fastlåsthed er det afgørende, at folk selv aktivt er med til at konstruere de fællesskaber, normer og værdier, som de vil leve i overensstemmelse med.
Tekst og kontekst er gensidigt afhængige og definerede. Adskillelsen mellem tekst og kontekst kræver dog et konstant arbejde.
Litteraturliste
Appadurai, Arjun (1995): "The production of locality", in Richard Fardon (ed.): Counterworks. Managing the Diversity of Knowledge, pp.204-223, London: Routledge
Bateson, Gregory (1968) "Conscious Purpose versus Nature", in: Steps to an ecology of mind,pp.426-439, NY: Ballentine
Lévi-Strauss, Claude (1994) Den vilde tanke. Haslev:Gyldendal
Sahlins, Marshall (1994): "Goodbye to Tristes Tropes" in Barbara Bender (ed.): Landscape: Politics and perspectives, pp. 307-340, Oxford:Berg