Skriveøvelse til 'Contextualizing Context', Marts 2002

Anna Kiertzner, 7. Semester

Indledning: kontekst og magt

Ifølge Roy Dilley, Mark Hobart m.fl. er begrebet kontekst, på trods af at det på mange måder er blevet antropologiens varemærke, et understuderet og -teoretiseret område i antropologien. Alt for ofte er kontekst, både selve begrebet samt det det henviser til eller beskriver, blevet taget for noget givent. Med andre ord mangler antropologien en mere samlet indsats i forsøget på at forklare hvad forholdet mellem tekst og kontekst, eller med gestalt teoriens termer figur og grund, er. Keesing slår hovedet på sømmet af problematikken med udtalelsen: "contexts are in our heads not out there" (Keesing i Dilley, 1999: 37). Citatet påpeger det faktum at kontekstualisering er noget 'vi gør', noget vi konstruerer og dermed et produkt af social handling. Det er noget som sker i tid og rum, dvs. det er en historisk proces, og som alt andet historisk involverer kontekstualisering da nødvendigvis et magtperspektiv. Når vi kontekstualiserer prøver vi at forstå/forklare ting ved at sætte dem i forbindelse med andre ting, vi danner forbindelser; men derved afskærer vi også atter andre ting fra at give mening, fra at have meningsfyldte forbindelser til vores tekst eller figur. Kontekst er derfor hverken given, tilfældig, uskyldig eller ligegyldig (Dilley, 1999: 2). Kontekstualisering implicerer viden og magt: "The very act of interpretation, evoking a specific frame in preference to another, is an act of power" (Dilley, 1999: 35) Denne opgave vil være et forsøg på at se på forholdet mellem magt og kontekst. Jeg vil belyse problematikken ved hjælp af Roy Dilleys introduktion til The Problem of Context, Arjun Appadurais artikel The Production of Locality samt Marshall Sahlins artikel Goodbye to Tristes Tropes: Ethnography in the Context of Modern World History.

Herberget som 'case'

I et forsøg på at gøre diskussionen så konkret som mulig, samt for at vise at den ikke kun er af teoretisk eller meta-teoretisk art, vil jeg tage udgangspunkt i en konkret situation. Det skulle herved gerne sandsynliggøres, at spørgsmålet om at have magten til at definere en given kontekst er af stor betydning for vores alles liv og hverdag. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i en 'case' fra min egen hverdag, hvor jeg på egen krop har erfaret situationer hvor kontekster så at sige 'støder sammen'. I mit arbejde som herbergsassistent på Kirkens Korshærs Herberg (KKH) for hjemløse i København er en af mine hovedopgaver at foretage 'indskrivningssamtaler' med nye potentielle beboere. En sådan samtale varer omkring en time og foregår på et dertil indrettet kontor. Den hjemløse bliver spurgt om alt fra tidligere boligsituation og indtægt til spørgsmål om psykisk tilstand og misbrugsproblemer. En mængde papirer bliver udfyldt og der bliver informeret om herbergets regler, rutiner, farer og fristelser. Alt i alt et meget struktureret forløb, som så vidt muligt forløber efter de rammer herbergsassistenten stikker ud. Pointen med denne beskrivelse er at sandsynliggøre at det der foregår under en 'indskrivningsamtale' på KKH i mange situationer vil kunne opfattes/opleves som en 'kamp mellem kontekster' som herbergsassistenten står med de bedste kort på hånden til at 'vinde'. Formålet med samtalen er (den negativt ladede terminologi som jeg har valgt til trods) at få så godt som muligt et indblik i den kommende beboers situation, for at personalet senere kan hjælpe pågældende med diverse problemer angående økonomi, helbred, behandling etc. Den mere skeptisk indstillede vil dog påpege, at samtalens formål ligeledes er at 'domestikere' eller 'kolonisere' den kommende beboer og at samtalen også tjener det formål at få en viden om pågældende, som kan hjælpe til med at 'forudsige' fremtidig opførsel samt mulige problemer vedrørende beboeren. Under alle omstændigheder er samtalen styret af de ideer (kategorier) herbergsassistenten har om hvad der er vigtigt at vide om beboeren. Det altoverskyggende, men ofte uudtalte, spørgsmål om 'hvorfor er han/hun her i dag til indskrivning på et herberg' vil ofte blive sat i en kontekst bestemt af herbergsassistenten. Konkrete forklaringer vil typisk omfatte misbrugsproblemer og/eller andre problemer af psykosocial art. Forklaringer som den hjemløse oftest vil kunne relatere til, men som ikke nødvendigvis er lige præcis den forklaring vedkommende ville give på hvorfor han/hun befinder sig til en indskrivningssamtale på et herberg. Et eksempel kan være, at den hjemløses forklaring er at han/hun har boet hos en ven som netop har mistet sin lejlighed, hvor herbergsassistenten vil være tilbøjelig til at sætte situationen i en større kontekst f.eks. om at vedkommende er narkoman.

Kampen mellem kontekster

På et mere overordnet plan minder processen om den Appadurai beskriver i sin artikel om produktionen af 'lokalitet', om end her på KKH på et mikro-niveau. Appadurais artikel handler om kulturelle 'flows' og forholdet mellem det lokale og det globale. Han skelner mellem konkret eksisterende 'neighbourhoods' og det abstrakte begreb 'locality' som en 'structure of feeling' som de lokale 'neighbourhoods' indgår i en kontinuerlig proces om at skabe og genskabe bla. gennem ritualer (Appadurai, 1995: 204). Indskrivningssamtalerne på KKH, i deres ritualiserede form hvorunder den potentielle beboer befinder sig i en slags liminalfase 'betwixt and between' at være hjemløs og havende et sted at bo, medvirker i høj grad til skabelsen af herberget som et 'neighbourhood': 'vi (KKH) er sted hvor tingene bliver gjort sådan og sådan fordi det er en meningfyldt måde at gøre dem på!'. Med parallel til Appadurais flygtningelejre og koloniserede indianerstammer, er KKH et sted som overvejende må siges at være 'context-driven' frem for 'context-generative' (Appadurai, 1995: 217). Hos Appadurai udgøres spændingen mellem det lokale og det globale af en evig 'kamp mellem neighbourhoods' om at gøre deres egne kontekstualiseringer gældende. Alle refererer til noget der ligger 'udenfor dem selv' og vi ser derfor en mosaik med varierende tætheder af 'overlappende' kontekstualiseringer danne sig. Nogle kontekstualiseringer har dog mere magt end andre og kan derfor bedre sætte sig igennem som den 'hegemoniske kontekst' præcis som vi ser det på KKH i mødet mellem den hjemløse og herbergsassistenten.

Med brug af Dilleys termer kan vi sige, at den hjemløse og herbergsassistenten gør brug af forskellige 'contextualizing moves'; den hjemløse henviser til noget udenfor ham selv, en 'external context' hvor herbergsassistenten gør det modsatte dvs. henviser til en 'internal context' (dette er kun et eksempel og derfor ikke noget der skal forstås som generelt gældende) (Dilley, 1999: 12).

Som modvægt til Dilley og Appadurais lidt dystre syn på de dominerende konteksters hegemoni er det værd at huske på Sahlins mere optimistiske syn på de 'subalternes' modstandskraft (cultural responsibility, defiance). Som Appadurai interesserer Sahlins sig for kultur i 'the context of modern world history', men Sahlins hæfter sig særligt ved kulturers 'sejhed' eller 'tyngde', ved den proces han kalder 'the indiginization of modernity' (Sahlins, 1999: 390). Sahlins ser med andre ord på 'context-generative' processser hos dem vi normalt opfatter som de undertrykte og 'context-driven'. Vi ser her det paradoksale i at kontekster på en gang 'giver' mening og 'tager' mening fra/til hinanden. Tænker vi igen på beboerne på KKH er der ingen tvivl om at disse i høj grad er med til at skabe KKH som et 'neighbourhood'; de omgås reglerne og rutinerne på deres helt egen måde, og endvidere vælger mange hjemløse i perioder, eller helt og holdent, at afholde sig fra at benytte herbergernes tilbud. En tilværelse på gaden kan synes at foretrække fordi man i det mindste her selv 'bestemmer konteksten' på en række områder hvor det ikke er muligt på f.eks. KKH.

Konklusion: gestalt teoriens muligheder

Formålet med denne opgave er ikke et forsøg på at løse 'problemet om kontekst', som når alt kommer til alt er et af den slags problemer som ikke kan og skal løses. Pointen er, at en højnet opmærksomhed på processerne i kontekstualiseringer og ikke mindst på konsekvenserne heraf, bør blive større genstand for vores opmærksomhed - en højere grad af 'transparency' i antropologiens, så vel som i alle andre, kontekstualiseringer vil være ønskelig. Clifford Geertz skriver i After the Fact - Two Centuries, Four Decades, One Anthropologist, en reflekterende bog over hans lange virke som antropolog, at 'grunden' lige så vel som 'figuren' bør studeres i egen ret og at det ultimative mål må være at bringe "figure and ground, the passing occasion and the long story, into coincident view" (Geertz, 1995: 51) - et udsagn man dårligt kan være uenig i, men som ikke desto mindre slører det faktum at kontekst/grund er noget som vælges og som kun med tiden opfattes som noget selvfølgeligt.

En af ideerne i gestalt teori er, at vi kan bytte om på figur og grund - hvad der er grund det ene øjeblik er figur det næste og omvendt (jvf. den berømte tegning med en vase og to ansigter - enten ser man en vase eller også ser man to ansigter). Men selv om vi skifter mellem hvad der udgør figur og hvad der udgør grund forbliver grænsen/skillelinien den samme (Tsur, 2000). Overfører vi denne tankegang på en teoretisk positionering, bliver fordelen at vi opholder os i grænselandet hvor vi til stadighed kan skifte position. Vi tvinges derfor ikke til at vælge mellem f.eks. funktionalisme, strukturalisme eller post-modernisme, men hviler på grænsen med blikket rettet i skiftende retninger for derved at forsøge at nærme os en bedre forståelse af de ting vi studerer. En sådan tilgang til det antropologiske materiale kunne kaldes en 'invertive anthropology' (forelæsninger ved Finn Sivert Nielsen). Megen nytænkning i antropologien, eller ligefrem paradigmeskifter, er foregået ved på denne måde at vende rundt på det hidtidige forhold mellem figur og grund; tænk f.eks. på bevægelsen fra at have stillet strukturer som slægtskab i centrum til at opfatte dem som en kontekstualiserende omstændighed, der danner baggrund for agentens handlen og vælgen (se f.eks. Barth, 1959).

De samme fordele ved et mere fleksibelt syn på forholdet mellem figur og grund vil man efter min mening kunne drage nytte af i arbejdet med hjemløse og misbrugere. Måden hvorpå vi opfatter misbrug og psykosociale problemer har stor betydning for hvordan vi ser på hjemløse i en behandlingssituation. Med det mener jeg, at hvorvidt vi gør f.eks. misbruget til figuren eller grunden har stor betydning for hvordan behandlingen gribes an. Helt overordnet er det en afspejling af problematikken om det er individet eller samfundet der er problemet, men her, med inspiration fra gestalt teorien, bliver styrken netop at behovet for et endeligt fastlåst svar forsvinder.

Litteratur

Appadurai, Arjun. 1995. The Production of Locality. I: Counterworks. Managing the Diversity of Knowledge, ed. Richard Fardon. London & New York: Routledge.

Barth, Fredrik. 1959. Political Leadership among Swat Pathans. London: Athlone Press.

Dilley, Roy. 1999. Introduction: The Problem of Context. I: The Problem of Context. New York: Berghahn books

Geertz, Clifford. 1995. After the Fact - Two Centuries, Four Decades, one Anthropologist.

Sahlins, Marshall. 1994.Goodbye to Tristes Tropes: Ethnography in the Context of Modern World History. I: Assessing Cultural Anthropology, ed. Robert Borowsky. New York: McGraw Hill.

Tsur, Reuven. 2000. Metaphor and Figure - Ground Relationship: Comparisons from Poetry, Music, and the Visual Arts. www.clas.ulf.edu/ipsa/journal/articles/psyart2000/tsur03.htm